21.04.2020 Musikgudstjeneste

 

Kom forbi til en særlig aften når den anmelderroste københavnske duo JÆRV besøger Musikgudstjenesten i Trinitatis Natkirke.

Start kl. 20.00
Dørene åbner kl. 19.45

Gratis

JÆRV

JÆRV er en duo bestående af sanger og sangskriver Amanda Glindvad og producer og sangskriver Mathias Smidt.
JÆRV har altid handlet om at vise at popmusik kan være mere. Det er pop, men der må godt stikke noget under. Det er lige så meget aggressionerne, som det er det skønne. De to ting fremhæver hinanden.
JÆRV kreerer sange med fængslende og malerisk lyrik og kraftfulde produktioner, der bevæger sig i spændingsfeltet mellem electronica, hip hop og pop med et nordisk twist. Med dette afsæt går JÆRV efter at sætte et nyt aftryk i dansksproget pop, hvilket duoens intense koncerter også bevidner.

Om JÆRVs tekstunivers fortæller Amanda, at hun oplever dem som en slags fristed, hvor hun kan være mere ærlig end normalt. “​Det er ikke, fordi jeg ellers går rundt og lyver. Men der er nogle ting, jeg kan sætte ord på i Jærv-sangene, som jeg ikke kan på samme måde, når jeg “bare” er Amanda. I musikken bliver det mere ind-til-benet og nøgent med mine tanker. Derfor tror jeg også, jeg viser nogle mere rå og upolerede sider af mig selv, når jeg står på scenen,​ ” siger hun.

JÆRV har i sin levetid givet en lang række koncerter rundt om i Danmark og har desuden spillet for fuld sal på Nordklang festival 2018 i Schweiz. Duoen har siden 2016 udgivet to EP’er og en række singler og nu et debutalbum. De optrådte med singlen ’Stille Hjerte’ fra deres EP Smuk & Ond til DRs Kronprinsparrets Priser 2017.
Få måneder efter udgav duoen en nyfortolkning af Linnets og Ditlevsens ‘Barndommens Gade’, og samme dag optrådte de med den i TV2s Go’ morgen Danmark. Derefter strøg den hurtigt ind på top fem på Spotifys viral chart Denmark.
Nu er tiden kommet til debutalbummet Kriger. Ti sange der spænder vidt i stemninger. Det er ikke et konceptalbum med en overbyggende historie, men Amanda Glindvad og Mathias Smidt føler, at de ti sange alligevel beskriver en rød tråd og tilsammen har noget på hjerte, der er større end summen af parterne; noget som dermed gør Kriger det foreløbige højdepunkt på JÆRVs rejse.

“​Det er svært at beskrive lugten i sit eget hjem, så derfor kommer vi heller ikke med noget facit for, hvad man skal lægge i titlen Kriger, men for os betyder det i lige så høj grad noget spirituelt som noget konfrontatorisk​” siger producer og sangskriver Mathias Smidt. “​Vores debutalbum viser i høj grad lyden af Jærv, som vi er nu. Albummet har en begyndelse, en midte – og et komma. For om lidt skal vi videre​” afrunder sanger og sangskriver Amanda Glindvad.



Uddrag af anmeldelser:

“‘Kriger’ vækker en urkraft i én, når man lytter til det. Man bliver med det samme blæst væk til en vidtrækkende prærie, en overvældende bjergkæde eller en ustandselig storbyjungle. (…) et glædeligt gensyn med den bedste tid for dansk pop – uden at henfalde til sentimentalitet”
– ​Soundvenue

“Lyder som ingen andre i dansk pop. Danske Jærv har deres helt egen futuristiske lyd, som føles transporterende og original. (…) Duoens største force er deres evne til at synge fra deres helt egen verden”
– ❤​ ❤❤❤ Politiken

“(…) gennem de storslåede, elektroniske fordrejninger og den hverdagsladede, danske lyrik, der samler sig til deres debutalbum, formår duoen JÆRV ganske betagende at placere sig et sted mellem rovdyr og byttedyr på den danske elektropopscene. De tilhører en ny, muteret art af popmusikken, som er kommet for at blive”
– ​Dagbladet Information